Blå mandag

aktuelt_indlaeg_50x50Blå mandag bliver en succes for alle parter med et godt fællesskab i klassen og forældrene med på banen:

 

SSP/ Opsøgende Team ønsker at blå mandage foregår så festligt og fredeligt som muligt;

Blå mandag er jo dagen, som alle konfirmander ser frem til, og dagen hvor de har mulighed for at vise, at de selv kan gennemføre en plan.
Chancerne for, at en vellykket blå mandag bliver indfriet, handler i særdeleshed om at få forældrene med på banen. De unge konfirmander har brug for deres forældre som de voksne, der formår at sætte rammer op for dagen og som har en tydeligt holdning til spørgsmålet om alkohol.

Ingen alkohol – også på blå mandag:

Alkohol spiller nemlig, for mange konfirmander, en stor rolle på blå mandag. Vi anbefaler, at Sundhedsstyrelsens budskab om, at der ikke skal drikkes alkohol før det 16. år bør skinne igennem, også på blå mandag, fordi en tilladelse til alkohol på blå mandag ofte forstås af de unge, som en tilladelse til at drikke fremover – og det er ofte det der sker.

Udover de lovgivningsmæssige (ikke tilladt at købe under 16/18 år) og fysiologiske årsager, er det dokumenteret at unge med alkohol i blodet langt hurtigere mister dømmekraften og risikerer at blive indblandet i konflikter, vold eller anden kriminalitet. Derfor bør alkohol og blå mandag heller ikke blandes sammen.

Fælles holdninger blandt forældre:

Det er vigtigt at de voksne omkring de unge samarbejder om at påvirke de unges
alkoholvaner – også på blå mandag.
Forældre har stor indflydelse på deres børns normer og vaner – navnlig i forhold til alkohol start og forbrug. Unge, hvis forældre mener det er ok at drikke, drikker dobbelt så meget som de unge, hvis forældre er stærke modstandere af, at de unge drikker alkohol (Sundhedsstyrelsen 2005).

Melder forældrene klart ud, mindskes risikoen også for, at nogle føler sig pressede til at drikke på dagen, eller at de drikkende unge sætter dagsordenen for hvordan man fester, og det vil dermed give mulighed at feste sammen på ens præmisser.

De unge vil være trygge sammen, fordi de ved, at der ikke er andre fra klassen der må mere end dem selv.

Op til og på selve dagen:

SSP anbefaler at forældre taler med deres børn om den viden de har om alkohol. Er man klar i hovedet kan man i højere grad vurdere risiko og farlige situationer samt hjælpe sine klassekammerater, hvis der er behov.

Private fester er absolut det bedste, men har konfirmanderne besluttet at Blå Mandag skal foregå på Bakken, i København eller andet sted anbefaler vi, at forældre giver sig tid til at sende konfirmanderne godt af sted, og være til stede i og omkring deres opholdssteder eller at børnene hentes og bringes. Endelig anbefaler vi, at der er et fælles sluttidspunkt.

SSP tilbyder at facilitere forældremøder i 8. klasse, med temaet unges brug af alkohol med et forskningsmæssigt afsæt.

Vi ønsker alle en uforglemmelig og festlig Blå mandag!