Konfliktmægling

alleunge_indlaeg_50x50

Fredensborg kommune har et konfliktmæglerkorps, bestående af kommunalt ansatte med baggrunde inden for arbejdet med unge.

Mæglerne er uddannet i konfliktmægling ved Center for Konfliktløsning. Mægling er en konflikthåndteringsmetode, hvor parterne i konflikt oplever sig hørt og respekteret, og hvor de hjælpes til at forbedre deres relationer, og tage ansvar for de konsekvenser, deres handlinger har haft.
Mægling er relevant, når tilliden er brudt, og når kontakten er negativ og frygt og fjendebilleder trives.
Det særlige ved mægling er, at det er en konfliktløsningsmetode, der baserer sig på, at parterne deltager frivilligt, og mæglingsmødet er fortroligt. Metoden går ud på, at en tredjeperson – en voksen der er uddannet mægler – hjælper parterne til selv at finde en løsning, som begge er tilfredse med.

Når det handler om mildere grader af vold og overgreb, går mæglingen i høj grad ud på at hjælpe parterne til at få en gensidig forståelse af, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er i mødet mellem de direkte involverede parter, at konflikten kan opløses. Mægleren hjælper dem respektfuldt til at få talt ud om det passerede og lave aftaler for fremtiden uden at blande sig eller moralisere. På den måde får parterne selv ansvaret for deres konflikt og for løsningen af den.

Værdien af mæglingsmødet er således, at de unge tager ansvar for deres handlinger og oplever konsekvenserne af dem. Dermed kan konfliktmægling som redskab medvirke til, at en situation ikke optrappes med eksempelvis vold, isolation eller mobning til følge, og herved kan en eventuel kriminel løbebane måske undgås.

Tilbuddet om mægling gælder i situationer hvor børn og unge er involveret, eller hvor konflikten handler om dem.

Koordineringen af mæglingerne varetages af SSP konsulent og konfliktmægler:

Lise Odgaard Christensen, loch@fredensborg.dk, 25421814