Social Star – gratis undervisningsmateriale

 

Skjult reklame og kommerciel kommunikation på sociale medier er svære at gennemskue for børn og unge. Social Star skal gøre de unge mere kildekritiske på sociale medier og dermed til bedre forbrugere.

Undersøgelser fra Ekspertudvalget for børn, unge og markedsføring viser, at:
•75 % af danske 9-16 årige har en profil på et socialt medie
•De 11-13 årige forholder sig meget ukritiske overfor dem, de følger på Youtube og Instagram
•De reflekterer ikke over, at brugerindlæg i blogs, anmeldelser mv. kan være betalt og siger fx: “Jeg synes ikke det er reklame. Follow – det er ligesom at følge, hvad de gør, og hvad de ser, ligesom at følge dem som personer. Det er ikke reklame at følge den her person.”

Målet med ”Social Star” er at give dansklærere i folkeskolens 5. – 7. klasse redskaberne til at lære de unge at identificere de nye former for kommerciel kommunikation på sociale medier. Det gælder særligt den form for kommunikation eller reklame, der er blandet med indhold fra brugerne selv, fx hvor en kendt eller en blogger roser et bestemt produkt.

Ekspertudvalget for børn, unge og markedsføring

Projektet er et initiativ fra Ekspertudvalget for børn, unge og markedsføring. Fra afrapporteringen fremgår det at: ”Formålet med Social Star er gennem et webbaseret, interaktivt undervisningsmateriale at lære børn og unge om den kommercielle intention i social og engagerende kommunikation og give dem en forståelse af deres egen værdi i et marked.”

Det er således ambitionen med projektet at give børn og unge redskaberne til en kritisk distance til kommerciel kommunikation på sociale medier.

 

Undervisningsforløbet er gratis at bruge, og du behøver ikke være ekspert i sociale medier for at undervise i det. Undervejs i forløbet er der lærervejledninger, som ikke er tilgængelige for eleverne.

Hele forløbet varer ca. 20 lektioner og strækker sig over 3 uger i danskundervisningen.

Forløbet er udarbejdet, så det bygger på de forenklede fælles mål for Dansk og arbejder med alle fire elevpositioner fra det tværgående emne “it og medier”.

Undervisningsmaterialet er blevet opdateret, så det fra skoleåret 2018-2019 også indeholder materiale om online fælder. Derudover vil materialet fra skoleåret 2018-2019 også inddrage markedsføring på Instagram Stories og Snapchat.

https://www.kfst.dk/socialstar